Terapeutiske forløb kan være af kortere eller længere varighed, alt efter dine ønsker og problemstillinger.
Nogle forløb er kortvarige og fokuserer på specifikke vanskeligheder. Mens andre er længerevarende og adresserer mere gennemgribende og grundlæggende mønstre i adfærd, tanker, følelser og relationer til dig selv og andre.
Alle terapiforløb indledes med en opstartssamtale. Her vil vi sammen bruge tid på at undersøge og forstå det, du oplever udfordrende og ønsker hjælp til.
Det er væsentligt, at vi får en fælles forståelse for den forandring, du ønsker at opnå igennem terapien. Så vi sammen løbende kan vurdere, om terapien er effektfuld.
Hos mig er alle forløb dybdegående, uanset varighed.
Det vil sige, at jeg i vores samarbejde vil invitere til, at vi ikke alene fokuserer på dine vanskeligheder (symptomtilstand), men også interesserer os for eventuelle dybereliggende årsagssammenhænge, der er med til at opretholde dem.
Mange har gennemgået op til flere behandlingsforløb uden nævneværdig eller varig forbedring.
Dette kan have forskellige årsager. Blandt andet kan det hænge sammen med en utilstrækkelig opmærksomhed på de underliggende, (og for mange mennesker) ubevidste dynamikker, der vedligeholder vanskelighederne.
Jeg anser terapi for at være et samarbejde mellem dig, som klient, og mig, som terapeut.
Fra min side kan du forvente, at jeg vil møde dig ærligt og direkte, men altid med omsorg og respekt.
Jeg tror på at udvikling og forandring har optimale rammer, når vi, i vores samarbejde, finder den rette balance imellem støtte og udfordring.
Det kan være sårbart at indlede et samarbejde og åbne sig over for et fremmed menneske.
For mange er det en tryghed at vide, at den anden er erfaren.
Jeg har mange års terapeutisk erfaring med diverse problemstillinger og et bredt repertoire af terapeutiske værktøjer til rådighed.
I mit virke som psykolog har jeg bl.a. arbejdet med problemstillinger vedrørende:
• Angst • Depression • Stress • Selvværdsproblemer • Selvdestruktiv adfærd • Relationelle vanskeligheder • Tab og sorgreaktioner • Overgreb • Traumer • Kronisk sygdom og smertetilstande • Personlighedsforstyrrelser • Problemer med aggressionsforvaltning.
Parterapi er for par i krise, par i udvikling eller par som længes efter en stærkere og mere kærlig relation.
Der kan være mange forskellige årsager til at søge parterapi:
• Tilbagevendende konflikter • Kommunikationsproblemer • Manglende nærhed og kontakt • Seksuelle udfordringer • Jalousi • Utroskab • Tvivl •
Familiemæssige udfordringer og meget andet.
I parterapi er par-relationen den enhed, vi fokuserer på.
Parterapi handler med andre ord ikke om at afgøre ret og uret eller placere skyld hos den enkelte.
Vi retter opmærksomheden imod mønstre i det fælles samspil, der skaber afstand og stiller sig i vejen for tryghed, tillid og tilfredshed i samlivet.
Parforløb indledes af en fælles par-session, hvor I vil få hjælp til at udfolde jeres livsomstændigheder, jeres oplevede parlivs-udfordringer og til at specificere jeres forandringsønske.
Det er ikke en forudsætning, at I er enige om, hvad der udgør problemet i jeres parforhold.
Efter en indledende fælles session, vil I hver især blive inviteret til en individuel session.
Herefter vil vi fortsætte arbejdet sammen via parsamtaler, hvor vi løbende vil evaluere effekten af arbejdet, for at sikre at terapien er hjælpsom.
For de fleste par er det vanskeligt at erkende behovet for hjælp. Men i den aktive beslutning om at opsøge parterapi oplever mange lettelse.
Når man får det svært i parforholdet, kan man let tænke, at man er i forhold med den forkerte, eller måske selv er forkert.
Terapien rummer mulighed for at finde nye måde at forstå sig selv, den anden, og bryde de uhensigtsmæssige (ofte ubevidste) mønstre, der kan opstå i parforhold.
Nærmere oplysninger afventer.
Der forventes bl.a. opstart af depressionsgruppe i år 2026, når de nye lokaler står klar.